Refleksioner : Mathilde Sofie Holm

Første dag i Kanya. Varmen er behagelig, lige en tand bedre end dansk sommer. Jorden er bemærkelsesværdigt rød, i de små bede på parkeringspladsen, foran ankomst hallen i Nairobi, der mest af alt ligner et nedslidt parkeringskælder. Vi bliver stuvet, ind i nussede minibusser og kørt afsted. Langs vejen lå der bemærkelsesværdigt meget skrald (i forhold til danske standarter) på den røde jord, pludselig rejser der sig et enormt reklame skilt mit i det hele, der reklamere for noget der virker totalt ligegyldigt, når man opdager at der 10 meter længere henne ad vejen står et skur, bygget af bølgepap, plastik og grene. Hvor der sidder mennesker ude foran, og tydeligvis har en tilværelse, et liv, lige der, i reklameskiltets skygge. 

Parkeringspladsen ved lufthavnen

Reklameskilt

Det var lidt dejavue, jeg har i lang tid set nyheds udsendelse, dokumentar, hvor scener som denne beskrevet ovenover, er noget der er fast inventar. Jeg har altid set det lidt som fyld, som noget ok nu har han en monolog han lige skal have fyret af, men det er sådan det ser ud, ikke bare inde i slummen, men på en helt gennemsnitlig vej! (Læg lige mærke til det, næste gang der er et indslag i tv- avisen)

Næsten allerede før vi var kommet ind på Wilderbeast Camp, fik vi tilbudt at komme ud til Kibera slummen, selvfølgelig skulle jeg med, (selvom jeg havde et søvn underskud på en 6 timer, og knapt nok kunne holde mine øjne åbne). En time på øjet og lidt mad. Så var vi på vej til Kibera. Gennem en by der tydeligt bære præg af en vis Karen Blixen, Karen road, Karen school osv. På røde jordveje med enorme vejbump, plante sælgere og værksteder, der kreerede, alt fra støbejernssenge til fletmøbler til biler. 

Kibera er vanvittig. Det kan slet ikke beskrives, det skal ses, opleves, mærkes og lugtes. Samtlige 360°, før man kan bare begynde at snakke om det.

Vi besøgte en skole. Der blev vi parret op med en studeren (Jeg fik 3 drenge), vi blev af deres lærer sat i gang med at snakke om hvad forskellene på vores samfund er. Det mundede ud i en interessant samtale om både demokrati, årstider og hvordan skole systemet fungere, de gik i hvad der dernede bliver kaldt form 4 det svare til en dansk 1g. Og de havde enormt svært ved at tro på at jeg ”kun” var 15 år. Det mest interessante var i midlertidig, da samtalen drejede sig og jeg fik nys om at en af drengene havde en PS3. ” Don’t you live for under a dollar per day?”  Spurgte jeg forunderet. De grinede næsten af mig, ”No, no, no, at my home I have ps3 and television, do you have that? ”  Jo, det har jeg godt nok, og snakken gik videre.

Jeg må indrømme at jeg blev en anelse mere skeptisk efter den oplevelse.

Den sidste dag på Kenyansk jord tog vi ud til Kibera igen. For at besøge den samme skole, se de samme nussede stander langs jernbanesporet på toppen af hvad virkede som er bjerg af skrald. Proceduren var den samme, vi blev parret op med en fra skolen og fik lejlighed til at snakke. Til at starte med snakkede vi lidt om vind og vejr. Lidt efter lidt gik det op for mig hvor fattig hun egentlig var, som vi kom længere ind i hendes livshistorie, om hvordan hendes mor og far havde ladt hende alene med sine mindre søskende i en alder af 5 år, hvordan hun hverdag efter skole skulle hjem og finde et job så hun kunne få noget at spise, ikke noget job, ikke noget at spise. De to ting, der slog mig mest var dog, at hun fortalt mig, om hvordan hun drømte om at blive læge, men at hun måske ikke kunne blive det, fordi hun ikke havde råd til uddannelsen. Og at hun til sidst var ude i at bede mig om penge. Mere eller mindre direkte. 

Stemningsbillede fra skolegården i Kibera

Pigen jeg talte med

Kontrasterne i Kenya er enorme overalt hvor man kommer er der klare billeder, det kæmpe indhegnede privat hospital, drengen der samtidig går forbi med en flok radmagre kør, den spritnye rangerover der køre forbi, damen der sidder i vejkanten, under hvad der ligner en gammel plasticpose og sælge småplanter. Selv på den ene skole i Kibera hvor de alle sammen havde den samme uniform på.

Halvandet døgn senere stod jeg hjemme foran dørtærsklen, med en rygsæk fuld af vasketøj, lettere solbrændt og lettere stinkende af gnu. Foran døren til fri uddannelse, 0 korruption, ytringsfrihed og et økonomisk sikkerheds system.