Reflektioner: Isabella, Josefine og Anna

Kenya har været en stor oplevelse. En vild indre rejse, såvel som en overvældende ydre rejse. En rejse med indtryk, grin, tårer, overraskende kulturchok og sammenhold.

I Afrikas største slum, Kibera slummen bor en million mennesker på meget få kvadratmeter. 50 procent er arbejdsløse. Kun 20 procent har elektricitet. 90 procent af alle piger bliver voldtaget mindst én gang på vej, til og fra skole, inden de bliver 16 år og en ud af fem børn fra Kibera lever ikke til at opleve deres egen 5 års fødselsdag. Facts er facts, men en anden ting er at være tilstede. At få et indblik i et liv i Kibera slummen har været en øjenåbner. En oplevelse der har sat præg på alle True North elever, selv nu hvor vi nu sidder tilbage i Snaptun.

”Min mor har ikke lyst til livet længere. For et stykke tid siden var det lige ved at gå galt. Min søster og jeg fik hende overtalt til at blive hos os”, fortæller 17 årige Macy, som til dagligt bor og går i skole i Kibera slummen.

Macys enlige mor arbejder hårdt i hendes lille frisørsalon. Selvom hun har mistet sit ene ben kæmper hun hårdt, for at tiltrække kunder til butikken. ”Somme tider må vi nøjes med kun én kunde om dagen. Det betyder ingen aftensmad derhjemme”. Men det er ikke levevilkårene, der står i vejen for hendes livsglæde. Hendes øjne lyste, og hendes nysgerrighed overfor vores kultur var inspirerende.

Hendes glæde smittede af på én, selvom man sad med følelsen af at være en møg forkælet dansker. Et wakeup call der altid vil være til gavn for os True North elever.  

Hovedgaden i Kibera, der også er hovedjernbanelinjen ind i Afrika!

Refleksioner : Mathilde Sofie Holm

Første dag i Kanya. Varmen er behagelig, lige en tand bedre end dansk sommer. Jorden er bemærkelsesværdigt rød, i de små bede på parkeringspladsen, foran ankomst hallen i Nairobi, der mest af alt ligner et nedslidt parkeringskælder. Vi bliver stuvet, ind i nussede minibusser og kørt afsted. Langs vejen lå der bemærkelsesværdigt meget skrald (i forhold til danske standarter) på den røde jord, pludselig rejser der sig et enormt reklame skilt mit i det hele, der reklamere for noget der virker totalt ligegyldigt, når man opdager at der 10 meter længere henne ad vejen står et skur, bygget af bølgepap, plastik og grene. Hvor der sidder mennesker ude foran, og tydeligvis har en tilværelse, et liv, lige der, i reklameskiltets skygge. 

Parkeringspladsen ved lufthavnen

Reklameskilt

Det var lidt dejavue, jeg har i lang tid set nyheds udsendelse, dokumentar, hvor scener som denne beskrevet ovenover, er noget der er fast inventar. Jeg har altid set det lidt som fyld, som noget ok nu har han en monolog han lige skal have fyret af, men det er sådan det ser ud, ikke bare inde i slummen, men på en helt gennemsnitlig vej! (Læg lige mærke til det, næste gang der er et indslag i tv- avisen)

Næsten allerede før vi var kommet ind på Wilderbeast Camp, fik vi tilbudt at komme ud til Kibera slummen, selvfølgelig skulle jeg med, (selvom jeg havde et søvn underskud på en 6 timer, og knapt nok kunne holde mine øjne åbne). En time på øjet og lidt mad. Så var vi på vej til Kibera. Gennem en by der tydeligt bære præg af en vis Karen Blixen, Karen road, Karen school osv. På røde jordveje med enorme vejbump, plante sælgere og værksteder, der kreerede, alt fra støbejernssenge til fletmøbler til biler. 

Kibera er vanvittig. Det kan slet ikke beskrives, det skal ses, opleves, mærkes og lugtes. Samtlige 360°, før man kan bare begynde at snakke om det.

Vi besøgte en skole. Der blev vi parret op med en studeren (Jeg fik 3 drenge), vi blev af deres lærer sat i gang med at snakke om hvad forskellene på vores samfund er. Det mundede ud i en interessant samtale om både demokrati, årstider og hvordan skole systemet fungere, de gik i hvad der dernede bliver kaldt form 4 det svare til en dansk 1g. Og de havde enormt svært ved at tro på at jeg ”kun” var 15 år. Det mest interessante var i midlertidig, da samtalen drejede sig og jeg fik nys om at en af drengene havde en PS3. ” Don’t you live for under a dollar per day?”  Spurgte jeg forunderet. De grinede næsten af mig, ”No, no, no, at my home I have ps3 and television, do you have that? ”  Jo, det har jeg godt nok, og snakken gik videre.

Jeg må indrømme at jeg blev en anelse mere skeptisk efter den oplevelse.

Den sidste dag på Kenyansk jord tog vi ud til Kibera igen. For at besøge den samme skole, se de samme nussede stander langs jernbanesporet på toppen af hvad virkede som er bjerg af skrald. Proceduren var den samme, vi blev parret op med en fra skolen og fik lejlighed til at snakke. Til at starte med snakkede vi lidt om vind og vejr. Lidt efter lidt gik det op for mig hvor fattig hun egentlig var, som vi kom længere ind i hendes livshistorie, om hvordan hendes mor og far havde ladt hende alene med sine mindre søskende i en alder af 5 år, hvordan hun hverdag efter skole skulle hjem og finde et job så hun kunne få noget at spise, ikke noget job, ikke noget at spise. De to ting, der slog mig mest var dog, at hun fortalt mig, om hvordan hun drømte om at blive læge, men at hun måske ikke kunne blive det, fordi hun ikke havde råd til uddannelsen. Og at hun til sidst var ude i at bede mig om penge. Mere eller mindre direkte. 

Stemningsbillede fra skolegården i Kibera

Pigen jeg talte med

Kontrasterne i Kenya er enorme overalt hvor man kommer er der klare billeder, det kæmpe indhegnede privat hospital, drengen der samtidig går forbi med en flok radmagre kør, den spritnye rangerover der køre forbi, damen der sidder i vejkanten, under hvad der ligner en gammel plasticpose og sælge småplanter. Selv på den ene skole i Kibera hvor de alle sammen havde den samme uniform på.

Halvandet døgn senere stod jeg hjemme foran dørtærsklen, med en rygsæk fuld af vasketøj, lettere solbrændt og lettere stinkende af gnu. Foran døren til fri uddannelse, 0 korruption, ytringsfrihed og et økonomisk sikkerheds system.

Reflektioner: Sandor

Hey mit navn er sandor. Jeg vil fortælle om Kenya turen, og det jeg synes var det bedste ved det hele i turen. 
Det er den 10/11 vi står alle op og begyndt at tage tøj på,  spiser morgenmad, pakker og så var vi klar til at tage af sted. Vi blev kørt i bus og jeg fik sovet lidt i bussen. 
Men så stopper bussen foran et stort bjerg/vulkan, hvor vi fik at vide at vi skal op på.
Jeg tænker at det bliver umuligt at kom op på bjerget. Vi blev delt op i to grupper, en hurtig og en langsom gruppe, jeg gik på den langsom gruppe bare for at spare energi. Så går vi op og jeg går hurtigt, så jeg går foran i min gruppe, og jeg går så hurtig at jeg kommer op bag den første gruppe, som var den hurtige gruppe. Så der blev jeg også lidt glad. Mest fordi jeg ikke troede jeg kun klare at komme op på bjerget.
Når man først var oppe på toppen skulle man videre op på det højeste sted på kraterkanten.
Her skulle man somme tider klatre får at kom på toppen.
Men jeg kom så op på toppen og det var så smukt og flot. Man kunne se hvor lava fra vulkan var flydt ud. Det var sjovt at se, plus der var masser af planter at kigge på. 
Men så skulle vi ned igen. Det var okay, men hårdt fordi kan ikke kun stoppe sig selv når man fik fart på. Det er faktisk ret hårdt at gå ned, selv om man ikke skulle tro det.

Da vi alle kom ned, kørte vi til det første camp igen, og så var vi alle sammen igen. Vi snakkede med hinanden om de tre dag hvor vi ikke var sammen. Jeg synes nu at hele turen var super god,  fordi vi var så mange af sted på en gang.

Reflektioner: Anders

Reflektioner: 

Rejsen til Kenya var en stor oplevelse for mig, og de ting vi så gjorde et stort indtryk på mig, men der dog ting der står klare end andre. Jeg tænker specielt på turen med Waterlife, hvor vi som gruppe riverraftede ned ad en flod tæt ved vores camp. Vi havde selvfølgelig sikkerhedsudstyr på, som veste og hjelme. Oplevelsen husker jeg tydeligt, fordi den ikke mindede om noget jeg havde prøvet før, turen i den store gummibåd ned ad floden, var til tider sjov, men den kunne også blive ret vild og skræmmende. Vi havde guider med i bådene, og de havde sans for humor, fek.s. var der en guide som rev i vore redningsveste, så vi var ved at ryge i vandet, men han stoppede lige inden vi røg i, så vi slap med et overaskende chok.

Der var et sted på turen hvor vi måtte hoppe i vandet, fra bådene, det var super fedt, fordi vandet var dejligt varmt, og man havde vest på, så man kunne bare flyde stille roligt ned ad floden. Vi så forskelige arter af vilde dyr, så som papegøjer, aber og mange forskellige fugle, og et par enkelte edderkopper. De eneste dyt der var der hvor vi raftede var maller, men der var kun på bunden af floden, så vi så dem ikke, jeg er glad for der ikke var krokodiller eller flodheste, det havde været skræmmende. 

 Anders Jørgensen

At rejse…….. og komme hjem……..

At rejse…….. og komme hjem……..

Hverdagen er ved at køre igen på efterskolen….

Eleverne og lærerne har haft travlt med OSO og projektopgaver og Kenya oplevelsen er trukket lidt i baggrunden.

Men det er også dejligt, at træde tilbage i de mange oplevelser syd for ækvator sammen, fra tid til anden, holde spejlet op og reflekterer over, hvad Kenya gjorde ved os.

Det er hvad vi gør i skrivende stund.

Alle eleverne arbejder denne eftermiddag og i morgen, på forskellige måder, med nogle af de ting der har gjort indtryk på dem.

Hvad har de store oplevelser været?

Hvordan har oplevelserne ændret mig?

Hvad har jeg haft ud af det?

Vi vil prøve, om vi kan overtale nogle af eleverne til, at lægge deres refleksioner op på bloggen til glæde for jer der har ”fulgt med på rejsen” som forældre, bedsteforældre, venner.

Som lærer er det altid en meget lærerig oplevelse, at komme ud af rammerne med de elever man skal arbejde med til daglig.

Der er noget grundlæggende sundt i, at vi ser hinanden i øjnene i andre kontekster end i den klassiske lærer-elev kontekst. Pludselig får man øjnene op for hinanden på en meget mere ”fyldig” måde, og styrker træder frem hos andre, som man ikke lægger mærke til i den daglige trummerum. Vi elsker, som måske bekendt, at opdage egne og andres styrker…..

Når man er efterskolelærer betyder den personlige og sociale udvikling hos eleven meget, og de rammer man får, for at gå ind netop den sociale og personlige udvikling, på en tur til et 3. verdens land, er rigtig gode.

Her vil vi oftere se mange flere af eleverne, komme ud i deres challenge-zone, og være modtagelige for indtryk og læring, end man sikkert ville opleve på en skitur til alperne.

Det er i hvert fald det man tænker, som lærer, når man ser tilbage på turen.

Det der også står ret klart er hvor meget det betyder for fællesskabet på skolen, at have nogle fælles oplevelser i baggagen.

En del af konceptet på rejsen var jo, at vi var sammen alle sammen i nogle dage, hvorefter vi splittede op i nogle dage, og mødte hinanden igen i Wilderbeast Camp i Nairobi.

Her husker jeg meget tydeligt mødet mellem eleverne i Wilderbeast efter at have været hver for sig nogle dage. Den gensynsglæde og fortællelyst vi oplevede her var fedt at være vidne til.

Det de her demonstrerede, var at eleverne vil hinanden og fylder meget i hinandens bevisthed!

Når fællesskabet er stærkt og positivt, er der bare så mange ting der fungerer meget bedre på et efterskolehold!

Det var nogle af de ting der står klart for mig som lærer.

I de følgende dage vil vi bringe mange flere gode historier, men nu er det eleverne der skal dele……..

Kongerne af Mt. Longonot