Reflektioner: Isabella, Josefine og Anna

Kenya har været en stor oplevelse. En vild indre rejse, såvel som en overvældende ydre rejse. En rejse med indtryk, grin, tårer, overraskende kulturchok og sammenhold.

I Afrikas største slum, Kibera slummen bor en million mennesker på meget få kvadratmeter. 50 procent er arbejdsløse. Kun 20 procent har elektricitet. 90 procent af alle piger bliver voldtaget mindst én gang på vej, til og fra skole, inden de bliver 16 år og en ud af fem børn fra Kibera lever ikke til at opleve deres egen 5 års fødselsdag. Facts er facts, men en anden ting er at være tilstede. At få et indblik i et liv i Kibera slummen har været en øjenåbner. En oplevelse der har sat præg på alle True North elever, selv nu hvor vi nu sidder tilbage i Snaptun.

”Min mor har ikke lyst til livet længere. For et stykke tid siden var det lige ved at gå galt. Min søster og jeg fik hende overtalt til at blive hos os”, fortæller 17 årige Macy, som til dagligt bor og går i skole i Kibera slummen.

Macys enlige mor arbejder hårdt i hendes lille frisørsalon. Selvom hun har mistet sit ene ben kæmper hun hårdt, for at tiltrække kunder til butikken. ”Somme tider må vi nøjes med kun én kunde om dagen. Det betyder ingen aftensmad derhjemme”. Men det er ikke levevilkårene, der står i vejen for hendes livsglæde. Hendes øjne lyste, og hendes nysgerrighed overfor vores kultur var inspirerende.

Hendes glæde smittede af på én, selvom man sad med følelsen af at være en møg forkælet dansker. Et wakeup call der altid vil være til gavn for os True North elever.  

Hovedgaden i Kibera, der også er hovedjernbanelinjen ind i Afrika!

Refleksioner : Mathilde Sofie Holm

Første dag i Kanya. Varmen er behagelig, lige en tand bedre end dansk sommer. Jorden er bemærkelsesværdigt rød, i de små bede på parkeringspladsen, foran ankomst hallen i Nairobi, der mest af alt ligner et nedslidt parkeringskælder. Vi bliver stuvet, ind i nussede minibusser og kørt afsted. Langs vejen lå der bemærkelsesværdigt meget skrald (i forhold til danske standarter) på den røde jord, pludselig rejser der sig et enormt reklame skilt mit i det hele, der reklamere for noget der virker totalt ligegyldigt, når man opdager at der 10 meter længere henne ad vejen står et skur, bygget af bølgepap, plastik og grene. Hvor der sidder mennesker ude foran, og tydeligvis har en tilværelse, et liv, lige der, i reklameskiltets skygge. 

Parkeringspladsen ved lufthavnen

Reklameskilt

Det var lidt dejavue, jeg har i lang tid set nyheds udsendelse, dokumentar, hvor scener som denne beskrevet ovenover, er noget der er fast inventar. Jeg har altid set det lidt som fyld, som noget ok nu har han en monolog han lige skal have fyret af, men det er sådan det ser ud, ikke bare inde i slummen, men på en helt gennemsnitlig vej! (Læg lige mærke til det, næste gang der er et indslag i tv- avisen)

Næsten allerede før vi var kommet ind på Wilderbeast Camp, fik vi tilbudt at komme ud til Kibera slummen, selvfølgelig skulle jeg med, (selvom jeg havde et søvn underskud på en 6 timer, og knapt nok kunne holde mine øjne åbne). En time på øjet og lidt mad. Så var vi på vej til Kibera. Gennem en by der tydeligt bære præg af en vis Karen Blixen, Karen road, Karen school osv. På røde jordveje med enorme vejbump, plante sælgere og værksteder, der kreerede, alt fra støbejernssenge til fletmøbler til biler. 

Kibera er vanvittig. Det kan slet ikke beskrives, det skal ses, opleves, mærkes og lugtes. Samtlige 360°, før man kan bare begynde at snakke om det.

Vi besøgte en skole. Der blev vi parret op med en studeren (Jeg fik 3 drenge), vi blev af deres lærer sat i gang med at snakke om hvad forskellene på vores samfund er. Det mundede ud i en interessant samtale om både demokrati, årstider og hvordan skole systemet fungere, de gik i hvad der dernede bliver kaldt form 4 det svare til en dansk 1g. Og de havde enormt svært ved at tro på at jeg ”kun” var 15 år. Det mest interessante var i midlertidig, da samtalen drejede sig og jeg fik nys om at en af drengene havde en PS3. ” Don’t you live for under a dollar per day?”  Spurgte jeg forunderet. De grinede næsten af mig, ”No, no, no, at my home I have ps3 and television, do you have that? ”  Jo, det har jeg godt nok, og snakken gik videre.

Jeg må indrømme at jeg blev en anelse mere skeptisk efter den oplevelse.

Den sidste dag på Kenyansk jord tog vi ud til Kibera igen. For at besøge den samme skole, se de samme nussede stander langs jernbanesporet på toppen af hvad virkede som er bjerg af skrald. Proceduren var den samme, vi blev parret op med en fra skolen og fik lejlighed til at snakke. Til at starte med snakkede vi lidt om vind og vejr. Lidt efter lidt gik det op for mig hvor fattig hun egentlig var, som vi kom længere ind i hendes livshistorie, om hvordan hendes mor og far havde ladt hende alene med sine mindre søskende i en alder af 5 år, hvordan hun hverdag efter skole skulle hjem og finde et job så hun kunne få noget at spise, ikke noget job, ikke noget at spise. De to ting, der slog mig mest var dog, at hun fortalt mig, om hvordan hun drømte om at blive læge, men at hun måske ikke kunne blive det, fordi hun ikke havde råd til uddannelsen. Og at hun til sidst var ude i at bede mig om penge. Mere eller mindre direkte. 

Stemningsbillede fra skolegården i Kibera

Pigen jeg talte med

Kontrasterne i Kenya er enorme overalt hvor man kommer er der klare billeder, det kæmpe indhegnede privat hospital, drengen der samtidig går forbi med en flok radmagre kør, den spritnye rangerover der køre forbi, damen der sidder i vejkanten, under hvad der ligner en gammel plasticpose og sælge småplanter. Selv på den ene skole i Kibera hvor de alle sammen havde den samme uniform på.

Halvandet døgn senere stod jeg hjemme foran dørtærsklen, med en rygsæk fuld af vasketøj, lettere solbrændt og lettere stinkende af gnu. Foran døren til fri uddannelse, 0 korruption, ytringsfrihed og et økonomisk sikkerheds system.

Reflektioner: Sandor

Hey mit navn er sandor. Jeg vil fortælle om Kenya turen, og det jeg synes var det bedste ved det hele i turen. 
Det er den 10/11 vi står alle op og begyndt at tage tøj på,  spiser morgenmad, pakker og så var vi klar til at tage af sted. Vi blev kørt i bus og jeg fik sovet lidt i bussen. 
Men så stopper bussen foran et stort bjerg/vulkan, hvor vi fik at vide at vi skal op på.
Jeg tænker at det bliver umuligt at kom op på bjerget. Vi blev delt op i to grupper, en hurtig og en langsom gruppe, jeg gik på den langsom gruppe bare for at spare energi. Så går vi op og jeg går hurtigt, så jeg går foran i min gruppe, og jeg går så hurtig at jeg kommer op bag den første gruppe, som var den hurtige gruppe. Så der blev jeg også lidt glad. Mest fordi jeg ikke troede jeg kun klare at komme op på bjerget.
Når man først var oppe på toppen skulle man videre op på det højeste sted på kraterkanten.
Her skulle man somme tider klatre får at kom på toppen.
Men jeg kom så op på toppen og det var så smukt og flot. Man kunne se hvor lava fra vulkan var flydt ud. Det var sjovt at se, plus der var masser af planter at kigge på. 
Men så skulle vi ned igen. Det var okay, men hårdt fordi kan ikke kun stoppe sig selv når man fik fart på. Det er faktisk ret hårdt at gå ned, selv om man ikke skulle tro det.

Da vi alle kom ned, kørte vi til det første camp igen, og så var vi alle sammen igen. Vi snakkede med hinanden om de tre dag hvor vi ikke var sammen. Jeg synes nu at hele turen var super god,  fordi vi var så mange af sted på en gang.

Reflektioner: Anders

Reflektioner: 

Rejsen til Kenya var en stor oplevelse for mig, og de ting vi så gjorde et stort indtryk på mig, men der dog ting der står klare end andre. Jeg tænker specielt på turen med Waterlife, hvor vi som gruppe riverraftede ned ad en flod tæt ved vores camp. Vi havde selvfølgelig sikkerhedsudstyr på, som veste og hjelme. Oplevelsen husker jeg tydeligt, fordi den ikke mindede om noget jeg havde prøvet før, turen i den store gummibåd ned ad floden, var til tider sjov, men den kunne også blive ret vild og skræmmende. Vi havde guider med i bådene, og de havde sans for humor, fek.s. var der en guide som rev i vore redningsveste, så vi var ved at ryge i vandet, men han stoppede lige inden vi røg i, så vi slap med et overaskende chok.

Der var et sted på turen hvor vi måtte hoppe i vandet, fra bådene, det var super fedt, fordi vandet var dejligt varmt, og man havde vest på, så man kunne bare flyde stille roligt ned ad floden. Vi så forskelige arter af vilde dyr, så som papegøjer, aber og mange forskellige fugle, og et par enkelte edderkopper. De eneste dyt der var der hvor vi raftede var maller, men der var kun på bunden af floden, så vi så dem ikke, jeg er glad for der ikke var krokodiller eller flodheste, det havde været skræmmende. 

 Anders Jørgensen

At rejse…….. og komme hjem……..

At rejse…….. og komme hjem……..

Hverdagen er ved at køre igen på efterskolen….

Eleverne og lærerne har haft travlt med OSO og projektopgaver og Kenya oplevelsen er trukket lidt i baggrunden.

Men det er også dejligt, at træde tilbage i de mange oplevelser syd for ækvator sammen, fra tid til anden, holde spejlet op og reflekterer over, hvad Kenya gjorde ved os.

Det er hvad vi gør i skrivende stund.

Alle eleverne arbejder denne eftermiddag og i morgen, på forskellige måder, med nogle af de ting der har gjort indtryk på dem.

Hvad har de store oplevelser været?

Hvordan har oplevelserne ændret mig?

Hvad har jeg haft ud af det?

Vi vil prøve, om vi kan overtale nogle af eleverne til, at lægge deres refleksioner op på bloggen til glæde for jer der har ”fulgt med på rejsen” som forældre, bedsteforældre, venner.

Som lærer er det altid en meget lærerig oplevelse, at komme ud af rammerne med de elever man skal arbejde med til daglig.

Der er noget grundlæggende sundt i, at vi ser hinanden i øjnene i andre kontekster end i den klassiske lærer-elev kontekst. Pludselig får man øjnene op for hinanden på en meget mere ”fyldig” måde, og styrker træder frem hos andre, som man ikke lægger mærke til i den daglige trummerum. Vi elsker, som måske bekendt, at opdage egne og andres styrker…..

Når man er efterskolelærer betyder den personlige og sociale udvikling hos eleven meget, og de rammer man får, for at gå ind netop den sociale og personlige udvikling, på en tur til et 3. verdens land, er rigtig gode.

Her vil vi oftere se mange flere af eleverne, komme ud i deres challenge-zone, og være modtagelige for indtryk og læring, end man sikkert ville opleve på en skitur til alperne.

Det er i hvert fald det man tænker, som lærer, når man ser tilbage på turen.

Det der også står ret klart er hvor meget det betyder for fællesskabet på skolen, at have nogle fælles oplevelser i baggagen.

En del af konceptet på rejsen var jo, at vi var sammen alle sammen i nogle dage, hvorefter vi splittede op i nogle dage, og mødte hinanden igen i Wilderbeast Camp i Nairobi.

Her husker jeg meget tydeligt mødet mellem eleverne i Wilderbeast efter at have været hver for sig nogle dage. Den gensynsglæde og fortællelyst vi oplevede her var fedt at være vidne til.

Det de her demonstrerede, var at eleverne vil hinanden og fylder meget i hinandens bevisthed!

Når fællesskabet er stærkt og positivt, er der bare så mange ting der fungerer meget bedre på et efterskolehold!

Det var nogle af de ting der står klart for mig som lærer.

I de følgende dage vil vi bringe mange flere gode historier, men nu er det eleverne der skal dele……..

Kongerne af Mt. Longonot

Gensyn, slum og hjemad.

Gensyn, slum og hjemad.

Uret i bussen siger 15:49 og det er onsdag. Om lidt rammer vi, holdet der er rest over Dubai og Hamborg, restepladsen ved Hylkedal ved Kolding, og de første elever bliver sat af bussen.

Turen er ved at være forbi…..

Men turen er langt fra slut oppe i hovederne.

Vi håber at vi kan få nogle af eleverne til at skrive nogle af de ting på bloggen, som har været de største og lærerigeste oplevelser, i den kommende tid.

Hvad angår de sidste dag i Kenya har de budt på nogle af de måske stærkeste oplevelser fra hele turen.

Da hele holdet blev bragt sammen i Wilderbeast Camp, efter at have været ude på challenge holdene i nogle dage, var der , som skrevet tidligere, kæmpe stor gensynsglæde og en enorm summen hele aftenen, af elever der, med stor iver, skulle fortælle om de oplevelser de hver især havde været igennem.

Det var helt vildt dejligt at være vidne til!

I forbindelse med fællessamlingen om aftenen, blev der også præsenteret noget af det, som man havde arbejdet med på challengeholdene.

Næste dag skulle vi forholdsvis tidligt op og med busserne ind til et enormt slumområde i Nairobi. Kibera.

I Kibera havde vi fået nogle lokale kontakter, hvoraf nogle havde været med ude på challengeholdene. Vi skulle besøge en skole inde midt i slummen.

Det er meget svært at beskrive med ord hvordan det ser ud sådan et sted. Men et utal af rustne bliktage, kæmpe mængder af affald, røde mudrede gader og al mulig andet der for et nordisk ordensmenneske bare virker så fremmed.

Vi gik en kort tur gennem gaderne og frem til skolen, som var en lille vinkelbygning i 2 etager. I grundplan var skolen vel som 2 danske velvoksne parcelhuse, men her havde ca 160 mennesker deres skolegang.

Vi blev taget i mod af skolens ledelse i skolegården. Efter velkomsten havde vi planlagt at vores elever skulle kobles sammen med en kenyansk elev og tale om hinandens hverdag og drømme.

Der var enkelte af vores elever der allerede var meget berørte over situationen. Men nu skulle der pludselig dannes makkerpar med ukendte kenyanere. Nu var der ret mange af vores elever der var meget i challengezonen…….

Lærerne skulle gå sammen med de kenyanske lærere og tale om hvordan vi håndterer de meget forskellige udfordringer vi står med.

Det var meget givende og interessante samtaler.

Efter noget erfaringsudveksling mødtes vi alle de den lille skolegård hvor vi og de optrådte med forskellige danse og sange. Der var stor begejstring og ikke et øje tørt.

Det var en af de oplevelser man vil huske meget tydeligt fra ens  lærerliv, den dag man lægger kridtet i tavlerenden og går på pension.

Vi tog afsked med skolen og gik ud i Kibera igen. Her skulle vi gå en kort tur med nogle af de lokale op til et lokalt ”human needs projekt” hvor man bygget et hus med vaskefacilitetet, toiletter, bade, internet adgang og meget andet som essentielle for det moderne menneske.

Turen gik gennem hovedgaden i Kibera.

Hovedgaden i Kibera er en jernbane, hvor der flere gange om dagen kommer tog.

Når toget kommer træder man bare ud til siden og indtager sporet igen, år toget er forbi.

Langt sporet hobede affald og butikker sig op. Fuldstændigt ubeskriveligt!

På turen havde vi nogle af de lokal med til at passe på os, men det var aldrig nødvendigt at minde eleverne om, at holde sig til de andre.

Der blev hller ikke taget så mange billeder på turen, da de lokale, måske meget forståeligt, ikke var vilde med at store flokke af hvide gik rundt i deres kvarter og tog billeder og på den måde udstillede dem. Så de billeder der blev taget blev taget i det skjulte.

Besøget i Kibera er noget, som med garanti, aldrig vil forsvinde fra elevernes hukommelse. Det vil være en evig påmindelse om hvordan livet også kan være og være noget man altid vil kunne måle sin egen privilegerede levestandard op mod!

Elevmøder fra 2 verdener

Erfaringsudveksling på lærerværelset

Hovedgaden i Kibera

Efter besøget kørte vi i busser tilbage til Wilderbeast og påbegyndte pakningen.

Der var også flere der lige skulle have vasket lidt Kibera af sig inden man hoppede i rejseklunset.

Vi fik aftensmad og blev installeret i busser og kørte mod lufthavnen i Nairobi.

På p-pladsen blev der taget afsked mellem de forskellige hold og vi gik ind i lufthavnen og hoppede på flyet hjem.

For vores holds vedkommende har det været en gnidningsløs tur hjem. Men man kan godt mærke at folk er meget trætte og ”fyldte” på den gode måde.

Og så kan vi se at store Kim (en af kokkenen) serverer leverpostejmadder i den anden bus fra Kastrup til Horsens på et facebook opslag. Det bliver man nu lidt misundelige på!

Men om lidt står familierne der uden for ruderne på bussen, og så skal vi hjem og have et stykke rugbrød med leverpostej og et kram.

Turen er slut men minderne er evige……

Afsked mellem rejseholdene i Nairobis lufthavn

Trætte og fyldte elever

Outdoor og adventure dagene.

Outdoor og adventure dagene.

Efter afgangen fra Masia Mara og at have sagt farvel til de andre challenge hold. Drejede vi mod vest i Narok og begav os længere ind i Afrika end de andre hold.

Målet var en Camp der hed Cray Fish Camp ved en stor sø der hedder Naivasha.

Vi kom til søen og kørte langs søbredden langs en masse enorme drivhuse. Søen leverer nemlig vand til en kæmpe blomster og grønsagsproduktion. Faktisk er det sådan at 60% af alle friske afskårne blomster, der sælges i Europa, kommer fra dette område.

Det er en lille verden vi lever i!

Ved Cray Fish Camp havde man stillet en lang række 2 personers telte op som vi blev installeret i.

Campen var det man på dansk ville kalde en campingplads og det skulle vise sig, at det på nogle områder blev et lidt tvivlsomt bekendtskab…….

Vi skulle være der fra fredag til mandag morgen. Desværre viste det sig at det lokale udendørs diskotek lå 100m væk fra os på selve campingpladsen, så vi havde den meget tvivlsomme fornøjelse at høre MEGET høj musik indtil klokken 20 min over 4 om morgenen.

Næste aften havde campingpladsen så installeret en masse ekstra telte rundt om os hvor festende mennesker holdt den gående på et meget højt niveau hele natten, oveni larmen fra diskoteket som holdt dampen oppe til klokken halv fem om morgenen.

Der var så meget gang i den at en af os voksne sad ude meget af natten i det tilfælde, at der var elever der skulle være utrygge ved situationen.

Det skal siges at der ikke var en eneste situation mellem eleverne og berusede campinggæster.

Men leder man efter det positive finder man det altid…

Som lærer og ansvarlig bliver man ret vred over at ens elever skal forstyrres og have deres oplevelse ødelagt, men når man så stod op og mødte den optimisme og de mange smil fra glade elever, der bare var glade for at være sammen med hinanden, vendte ens humør fuldstændig og man følte sig privilegeret over at være sammen med så mange glade mennesker.

Pludselig var modgang og elendighed bare vendt fuldstændigt!

Tak for den gave kære elever! I er og har været fuldstændigt fantastiske at være sammen med!

Hvad angår programmet på dagene.

Den første dag blev vi delt i 2 grupper. Den ene gruppe skulle cykle på mountain bike gennem en lille nationalpark, ved navn Hells Gate, hvor der ikke var nogle af de farlige kattedyr, hen til en erosions kløft, som vi skulle ned og gå i.

Det andet hold skulle gå hen til samme dal og ned i den.

Hele området ligger i et område med rigtig meget geotermisk aktivitet, og nede i kløften var der flere steder, hvor det varme vand løb ud af klipperne og vandet i den lille bæk i bunden var dejlig lunt.

Det var et fuldstændigt fantastisk område og eleverne var meget begejstrede.

Cykelholdet cyklede tilbage og gå holdet hoppede på busser og kørte hjem til campen.

På cykel gennem Hells Gate

 

Kløften 

 

Gruppe billede i kløften

 Oppe af kløften igen

På dag 2 kørte vi ud til en lille park ved navn Crater Lake hvor der ligger en lille udslugt vulkan, som vi gik op på og gik rundt på krater kanten.

Der var bøfler i området så vi skule holde sammen i gruppen og lave noget larm, så vi ikke overraskede dyrene.

I øvrigt løb hyænerne rundt i krateret under os.

Fedt!

Vi kørte hjem til campen og fik ”hot lunch” og kørte ud til et sted hvor man kunne komme på bådtur på søen.

Fiskeørne….

Flodheste….

Alverdens fugle……

Pyton slange…..

Afslapning og hygge….

Hjem til campen til aftensmad.

 Båd tur

På dag 3 stod vi lidt tidligere op og fik morgen mad, pakkede baggage og rømmede campen.

Vi hoppede på busserne og kørte 45 minutter frem til foden af det domminerende bjerg i hele området, som er en anden udslugt vulkan. Mount Longonot.

Planen var at gå op på toppen og eventuelt gå hele vejen rundt på krater kanten.

Det var absolut udfordrende vandring ad meget støvede stier op til toppen. Det var ikke alle der nåede op på toppen men det var de fleste der kom ud i challenge zonen.

Det var en absolut fantastisk tur, med god opbakning eleverne imellem.

Fantastisk at være vidne til!

Da vi kom ned hoppede vi meget støvede og gennemsvedte og kørte 2,5 timer tilbage til Wilderbeast Camp ved Nairobi hvor der var glædeligt gensyn med alle de andre fra skolen.

En sand lavine af kram!

Tak for nogle fantastiske dage kære elever!